Lær at spille klaver - 5 tips til nybegyndere

Vil du gerne lære at spille klaver? Det at kunne spille klaver er en gave - men det kræver også øvelse og en god potion tålmodighed. Som nybegynder er der nogle grundlæggende ting du skal kende til, og denne lektion gennemgår de vigtigste ting du bør have styr på for at komme godt fra start! Er du klar?
Senest opdateret: 27. september 2018

Køb et begynder-klaver

Når du skal i gang med at spille, bør du anskaffe dig et klaver som du selv er glad for. Du kommer til at tilbringe mange timer ved klaveret, og det skal naturligvis være sjovt at spille! Find et klaver du synes lyder godt. Klaveret skal desuden have vægtede tangenter og en sustain pedal.

Det er lige meget om du spiller på et keyboard eller et flygel - men tangenterne skal være vægtede - det vil sige at de skal have modstand i sig, så de føles tungere at trykke ned. Med vægtede tangenter får du den rigtige følelse og fornemmelse for tangenterne, hvilket er vigtigt for din udvikling til at blive en rigtig pianist.

Sustain pedalen gør at tonerne holdes når du træder pedalen ned. På et almindeligt klaver gør pedalen, at strengene inden i klaveret kan vibrere frit, imens et keyboard gør det elektronisk. Sustain pedalen er med til at give dit klaverspil en en ekstra fylde og dimension.

Hvis du spiller på et rigtigt klaver er sustain pedalen placeret helt til højre. Hvis du bruger et keyboard og har en pedal, bør du tilslutte den så du kan placere din fod korrekt, og vende dig til pedalen.

Tryk sustain pedalen ned, mens du spiller på et par tangenter. Læg mærke til at sustain pedalen lader tonerne ringe ud, når du fjerner fingrene fra tangenterne. Når pedalen bruges korrekt, giver den fylde til dit spil. Senere lærer du at bruge pedalen korrekt. Indtil da kan du placere din højre fod ved siden af pedalen.

Tjekliste
  • Anskaf et klaver med en god behagelig lyd. Hellere nogle få gode lyde end en masse keyboard lyde som lyder dårligt, og du ikke vil få brugt alligevel.
  • Sørg for at dit klaver har en sustain pedal
  • Husk vægtede tangenter når du skal lære at spille klaver

Kropsholdning - Sid ordentligt!

  • Sid forrest på en bænk eller stol der har en højde, så du kan holde underarmene parallelt med gulvet når du har fingrene på klaveret.
  • Hold albuerne ind til siden, og slap af i skuldrene.
  • Fingrene skal være let bøjede, og håndleddene skal være lige ud for underarmene. Ikke bøjet opad eller nedad, men afslappet, så dine fingerspidser hviler let på tangenterne.
  • Placér din venstre fod på gulvet eller på en skammel.
  • Placér din højre fod på sustain pedalen uden at trykke den ned. Lad hælen hvile på gulvet.
Kropsholdning når du spiller klaver

Lær tangenternes navne

Alle klaviaturer har to typer af tangenter. Korte sorte og længere hvide. På et standard klaver er der i alt 88 tangenter, men der er kun 12 forskellige toner som bliver gentaget fra de dybe til de lyse toner.

Tag et kig på dit klaver. Bemærk, at de sorte tangenter er inddelt i sæt af 2 og 3. Bemærk, at tonerne lyder dybere, når du flytter nedad (mod venstre), og bliver lysere når du bevæger dig opad (mod højre).

Klaver tangenterne
  • Spil alle tonerne på dit klaver fra den dybeste til den lyseste tone. Tæl hvor mange tangenter der er på dit klaver.

Midter C

Tangenten til venstre for alle de sorte sæt af 2 er tonen C. Du finder derfor mange C toner på klaveret, men kun et midter C, hvilket er placeret næsten lige i midten af klaveret.

Alle klaviaturer har et midter C, men ikke altid i samme position på grund af de forskellige antal tangenter til rådighed. Midter C kaldes også for nøglehuls-C, da der på nogle ældre klaverer findes et nøglehul i midten af klaveret.

Find midter C på klaveret
  • Find midter C på dit klaver, og tæl hvor mange C toner der er i alt.

De hvide tangenter

De hvide tangenter består af de 7 stamtoner, som er de første 7 bogstaver i alfabetet (A B C D E F G). De gentages igen og igen op og ned ad klaviaturet.

I Danmark kaldes tonen B også for H. Her på siden bruger vi betegnelsen B, for at lette forståelsen.

Find midter C og spil de hvide tangenter opad klaveret. Tonerækken bliver: C D E F G A B. Herefter startes forfra på det næste C. Dette C ligger én oktav over midter-C.

De hvide tangenter på klaveret

De sorte tangenter

Der er 5 forskellige sorte tangenter. De bliver ligesom de hvide gentaget op og ned ad klaviaturet. På dette niveau skal du kunne 2 af de sorte tangenter.

En tone kan hæves (gøres den lysere) ved at tilføje et # (kryds) eller den kan sænkes ved at tilføje et b. Tonen mellem F og G kalder vi for F#, og tonen mellem A og B kalder vi for Bb.

De sorte tangenter på klaveret

Fingrenes navne

Det er vigtigt altid at anvende den rigtige fingersætning. Til at notere dette har hver finger et nummer fra 1 til 5 startende med tommelfingeren på begge hænder. Senere når du skal lære at spille efter noder, er fingersætningen noteret i noden.

Klaver fingre. Fingrenes navne

Øvelser

  • Placér højre hånds finger 1 på midter-C. Placér finger 2 - 5 på D, E, F og G. Spil tonerne én ad gangen fra C til G og tilbage igen. Gentag, og slap af i fingrene mens du spiller.
  • Gør det samme med din venstre hånd. Placér finger 5 på C én oktav under midter C. Placér finger 4 - 1 på D - G. Spil tonerne én ad gangen fra C til G og tilbage igen. Gentag, og øv at slappe af i fingrene mens du spiller.
  • Spil figuren med begge hænder samtidigt og prøv at sige tonenavnene højt mens du spiller.
  • Prøv at spille de syv stamtoner og de tre sorte tangenter du kender, én ad gangen i tilfældig rækkefølge, mens du siger navnet højt. Øv dette indtil du kan sige alle navnene nemt.

Gå langsomt frem - Start med nemme sange

Man kan nemt komme til at starte ud med at ville spille sange som er for svære for nybegyndere. Du har måske hørt "Matador" eller "Für Elise og vil bare gerne at dine fingre flytter sig let som en dans på klaveret. Det skal nok komme. Måden du udvikler dig hurtigst på er ved at starte ud med nemme sange for begyndere. Her hos MuBase kan du lære sange for begyndere - lige meget om du vil spille sange med akkorder eller efter noder.

Gå til næste lektion